Politiet indfører visitationszone ved Brøndby-kamp
Link kopieret
Københavns Vestegns Politi opretter søndag en visitationszone omkring Brøndby Stadion i forbindelse med kampen mellem Brøndby IF og AGF. Tiltaget skal forebygge uro og sikre tryghed for tilskuere og borgere i området.
Brøndby Kommune
Foto: Rigspolitiet
Politiet vurderer opgøret mellem Brøndby IF og AGF som en højrisikokamp på grund af tidligere voldelige episoder mellem fangrupperinger samt kampens sportslige betydning.
Som led i indsatsen bliver udeholdets fans tilbageholdt på stadion i op til en time efter slutfløjt for at mindske risikoen for sammenstød efter kampen.
Ifølge Københavns Vestegns Politi er det første gang, der oprettes en visitationszone i forbindelse med en fodboldkamp.
”Det er første gang, vi opretter en visitationszone i forbindelse med en fodboldkamp. Ligesom de øvrige tiltag gør vi det for at imødegå ballade. Det at gå til en fodboldkamp som tilskuer skal være for alle – og det skal en mindre gruppe ballademagere ikke ødelægge for flertallet,” siger politiinspektør Steen Harpsøe fra Københavns Vestegns Politi.
Politiet oplyser samtidig, at en nylig lovændring betyder, at visse lovovertrædelser begået i forbindelse med arrangementet kan medføre automatisk strafskærpelse på op til 50 procent.
Grafik: Københavns Vestegns Politi
”Vi vil være synligt og tydeligt til stede i gadebilledet omkring stadion på søndag, og vi kommer til at reagere konsekvent over for personer, der skaber utryghed eller begår kriminalitet,” siger Steen Harpsøe.
Faktaboks
Visitationszonen gælder fra søndag 10. maj kl. 12.00 til mandag 11. maj kl. 01.00.
Zonen omfatter området ved Brøndby Stadion afgrænset af blandt andet Park Allé, Motorring 3 og Holbækmotorvejen.
Politiet kan foretage stikprøvevis visitation af personer, tasker, køretøjer og andre genstande.
Strafskærpelse kan gælde ved lovovertrædelser om blandt andet våben, fyrværkeri, pyroteknik og euforiserende stoffer.
Vi bruger nødvendige cookies til sikre, at siden fungerer korrekt, marketing-cookies for at forbedre din oplevelse samt statistik-cookies for at måle trafik. Du kan altid tilpasse indstillingerne ved at trykke på 'Cookie-indstillinger' i nedre venstre hjørne.
Accepter kun nødvendige cookies
Accepter nødvendige cookies, marketing-cookies (Facebook) og statistik-cookies (Google Analytics)